I renæssancen, som i kunsthistorien dækker over perioden 1400-1550, interesserer man sig for at gøre tingene videnskabeligt korrekt. Central- og linearperspektiv opfindes og rendyrkes. Filippo Brunelleschi opdagede eller genopdagede linearperspektiv omkring år 1420. I linearperspektivet løber alle indadførende linjer sammen i ét punkt, kaldet forsvindingspunktet. Hvis man placerer figurer i det perspektiviske rum, skal de blive mindre og mindre jo nærmere forsvindingspunktet de kommer. Man ville gerne have, at tingene så realistiske ud, og man begyndte at arbejde med matematiske principper som ortogonaler, transversaler, forsvindingspunkt og horisontlinje. Derudover begyndte man at arbejde med symmetri, som giver en form for stivhed i kompositionen.
Jeg prøvede selv at konstruere et linearperspektiv, hvor jeg gjorde brug af horisontlinje, forsvindingspunkt, ortogonaler og transversaler. Herefter tegnede jeg et hus i det perspektiviske rum, som bliver mindre og mindre jo nærmere forsvindingspunktet det kommer
Under højrenæssancen var der interesse for de geometraske figurer, hvor specielt kvadratet og cirklen blev opfattet som perfekte former, som den rigtige verden afspejlede sig i.
Senrenæssancen – også kaldet Marismen – er den periode, der afløste renæssancen efter 1530, før barokken tog over i starten af 1600-tallet. Det, man gjorde, var ikke længere rationelt. Man begyndte i stedet for at lege lidt med det hele. Menneskets oplevelse af opbruddene i tiden var et tema, som behandledes i manierismen generelt. Manierismens kunstnere foretrak disharmonien samt forstrukne og dynamiske former som f.eks. ovalen eller åbne kompositioner forankret i s-former.