“Bevar naturen” – installationsværk

I forbindelse med vores forløb om installationskunst fik vi til opgave at lave vores eget installationskunst. Sif, Anna og jeg kreerede værket “Bevar naturen”. Vi valgte at sætte fokus på emnet forurening i arbejdet med vores installation.

Idéen bag værket

Forurening er et særdeles aktuelt emne, da det er et problem i hele verden. Affald i naturen er medvirkende til denne forurening, hvilket blandt andet skyldes, at meget affald er giftigt for naturen. Derudover kan mange typer af affald være farligt for de dyr, der færdes i naturen.
Vores installation består først og fremmest af en film, som vi valgte at filme i Dyrehaven. Til at starte med er der intet affald i skoven, men i løbet af filmen kommer der mere og mere affald, som til sidst udgør en hel bunke skrald. Vi har valgt at bruge hjerteslag som lydeffekt for at skabe en dramatisk effekt. I slutningen af filmen kan man høre en lang tone, og hjertet stopper med at banke. Derudover bliver billedet helt mørkt. Dette er et symbol på, at affaldet som sagt er med til at forurene og ødelægge naturen, hvilket i værste fald kan resultere i, at naturen “dør” i en vis forstand. Dette har vi valgt at markere ved hjælp af lyd og lysstyrke. Samtidig kan bunken med skrald og hjertebanken være et symbol på verdens stigende befolkningstal, som også er med til at øge forureningen og mængden af affald i naturen, hvilket igen leder hen mod naturens “død”. Vores installation kan forhåbentlig være med til at gøre beskueren opmærksom på hele problematikken omkring forurening og affald i naturen og måske få dem til at smide øldåsen eller tyggegummiet i skraldespanden, næste gang de færdes i naturen.

Her ses vores film:

Fremvisning

Vi valgte at fremvise vores installation i den nye kantine, de der var en del elever til stede, og vi havde dermed et publikum til vores installation. Dette var selvfølgelig nødvendigt for os, eftersom vi ønskede at opservere publikums reaktioner. Ud over filmen opstillede vi også vores skrald i en bunke bjerg, så publikum kunne se og evt. ”mærke” på installationen.

Vores installation opstillet i kantinen.

Som udgangspunkt var kantinen et glimrende sted at fremvise installationen, men set ud fra publikums reaktioner var de unge gymnasieelever måske ikke den korrekte målgruppe for vores installationer. De fleste kastede et blik på installationen, da vi startede filmen, men det var dog også den eneste reaktion fra publikum. Det så umiddelbart ikke ud til, at vores budskab om at stoppe forurening i naturen gik igennem hos publikum. Et bedre sted at fremvise installationen kunne eksempelvis være biblioteket, hvor der ville være et ældre publikum. Det helt essentielle sted ville være en miljækonference, hvor budskabet helt sikkert ville nå ud til publikum.

En anden fejl ved fremvisningen af vores installation var filmens lydstyrke, som desværre var for lav, da vi afspillede filmen første gang. Lydstyrken blev først højere, da vi efterfølgende afspillede videoen nogle gange, men her havde publikum mere eller mindre mistet interessen for vores installation. Dette kan have været medvirkende til, at publikums reaktioner ikke var, som vi ønskede.

Her ses en film med publikums reaktioner:

Installationskunst i dansk og internationalt perspektiv

Efter jul har vi haft et forløb om installationskunst i dansk og internationalt perspektiv. Installationskunsten er karakteriseret ved, at den udfylder et rum for sig selv, og at den fokuserer på, at museumsgæsten kan gå ind i værket og nogle gange interagere med værket. Vi så på nogle forskellige installationskunstnere og deres installationsværker som beskrevet nedenfor.

Ilya Kabakov
En af pionererne inden for installationskunsten er den russiske kunstner Ilya Kabakov (1993-), der blev født og voksede op under Stalins diktatoriske styre i Sovjetunionen, hvor han levede et kunstnerisk dobbeltliv. Nogle af de nøgle begreber, der knytter sig til hans væk “Toilettet”, er politik, chok, erindring, traume. Som i mange andre af Kabakovs installationer træder beskueren direkte ind i et andet og uventet miljø, der i denne sammenhæng viser modsætningen mellem det offentlige toilet og den private dagligstue.

Pipilotto Rist (1962-)

Derudover har vi set på kunstneren Pipilotti Rist og hendes værk “Daggrystimer i naboens hus”. Værkets ubestemthed gør, at det repræsenterer mange menneskers hverdag, og naboen bliver derved et slags synonym med det almindelige menneskes hverdag, som vi i løbet af 8 minutter oplever og sætter i relation til vores hverdag. Der er dog én ting, der skiller sig ud fra almindelige menneskers hverdag, hvilket er en væg beklædt med pels.

Marco Evaristti (1963-)

Kunstneren Marco Evaristti står blandt andet bag installationsværket “Helena”. Værket bestod af ti opstillede blendere på et bord, hvor hver af blenderne indeholdt en rød slørhale i vand. Disse blendere var tilsluttet strøm, hvilket var synligt for publikum. Evaristtis idé med værket var at afsløre den besøgendes karakter, der kunne være en af følgende tre muligheder: sadisten, der trykkede på knappen, beskueren, der blot så på og lod andre handle og endelig moralisten, der løftede pegefingeren over såvel værk som handling. “Helena” var altså mente som et socialt eksperiment, der skulle danne et sindbillede af det publikum, der kom og så på værket og samtidig fungerede som en slags meningsmåling over publikummernes holdning til fiskenes skæbne og i et bredere perspektiv dødsstraf.

Olafur Eliasson (1967-)

Vi har også beskæftiget os med den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Ifølge ham selv laver han kunst, der som udgangspunkt er demokratisk, og hans værker gøres færdige af beskueren. Som kunstner er han meget samfunds- og politisk orienteret, og han går i at lave oplevelseskunst for alle. Han står blandt andet bag “The Collectivity Project”, som bestod af fem ton hvide Legoklodser. Værket bygger på de besøgendes evne til at samarbejde med de andre besøgende og i fællesskab skabe et kollektivt værk. Relationen mellem de besøgende opstår også ved, at nogle besøgende arbejder videre eller omformer en Lego-konstruktion, som en tidligere besøgende har udfærdiget. “The Collectivity Project” danner ligesom Marco Evaristtis værk “Helena” rammen om de besøgendes handlinger, der er i centrum af værket.

Jeppe Hein (1974-)

Den danske installationskunstner Jeppe Hein går ligeledes op i at beskueren skal aktivere værkerne. Fælles for Olafur og Jeppes værker er gennem et minimalistisk installationsværk at inddrage rummet og skabe en sanseoplevelse hos beskueren, der får os til at tænke over, hvordan vi oplever vores omgivelser. Han står blandt andet bag værket “Smoking Bench”, hvor der udløses en hvid røg, når museusgæsten sætter sig på bænken. I spejlet ved siden af kan gæsten se sig selv stige op i røg.

Ai Weiwei (1957-)

Ai Weiwei er en kinesisk kunstner, der er søn af systemkritiker. Han har i en periode i 2011 været fængslet, og de kinesiske myndigheder har chikaneret ham ved at idømme ham husarrest og censurere ham på de sociale medier. I den vestlige verden står han som en politisk reformator, idet han ved flere lejligheder har ytret sig stærkt kritisk over for det kinesiske styre, ligesom budskaberne i mange af hans kunstværker handler om tolerance og ytringsfrihed, hvilket er en mangelvare i Kina i dag. Han står blandt andet bag værket “Sunflower Seeds”, som igen sætter de besøgende, der befinder sig i rummet, i centrum og derved fuldender værket.